Bestyrelsen

Vedtægter

Gennemsigtighed

Bliv medlem

Mød Ole Bondo

Nyheder

Mød kandidaterne

Vores politik

Kalender

Kontakt

Vores syn på kontanthjælp og førtidspension


Af Den socialdemokratiske byråds- og kandidatgruppe.
Alle mennesker har brug for at mærke, at de bidrager og hører til. Som
socialdemokratiske kandidater vil vi gerne slå helt fast, at vi ønsker at gøre alt, hvad vi
kan for at hjælpe kontanthjælpsmodtagere i job eller uddannelse.

For nye borgere i Danmark, er et job den bedste adgang til netværk og integration. Kort sagt: Arbejde
giver både indkomst og fællesskab. Derfor skal indsatsen for beskæftigelse være
konkret og støttende og ikke styret af mistillid, kontrol eller standardforløb, der ikke
virker. Mennesker er forskellige, og vejen tilbage i arbejde kan være det samme.

I Socialdemokratiet i Furesø deler vi derfor bekymringen for de borgere, der i dag lever
af meget lave ydelser. Helt ned til 6.789 kr. om måneden før skat. Det er et beløb, som
gør det svært at betale husleje, el og noget som grundlæggende som mad.

Når mennesker lever under så stramme vilkår, risikerer vi at skubbe dem ud i hjemløshed
eller andre sociale problemer og deres børn risikerer at vokse op i fattigdom. Det er
hverken værdigt eller samfundsøkonomisk fornuftigt. Som kommune har vi meget
begrænsede muligheder for at hjælpe, og dét er noget, vi mener, Christiansborg bør se
kritisk på.

Når det gælder førtidspension, står Socialdemokratiet også på et klart grundlag: Hvis
ens arbejdsevne er varigt og væsentligt nedsat, skal man have ret til førtidspension.
Punktum. Det er vigtigt for vores retssikkerhed og menneskesyn. Ingen skal holdes fast
i årelange afklaringsforløb, der forværrer helbredet.

For de borgere, som allerede har fået tilkendt førtidspension, er det heller ikke rimeligt,
at alle sager skal revurderes, som Morten Flindt fra Venstre foreslår. Det er ude af
proportioner for Furesø kommune som arbejdsgiver og især over for de mange borgere,
der allerede har været igennem lange og krævende forløb med afklaringer og
dokumentation. Vi kan ikke være bekendt at trække dem igennem det hele én gang til
blot for at konstatere, at langt de fleste fortsat vil være berettiget til deres førtidspension.
Det er spild af ressourcer og et svigt af mennesker, som har brug for ro og tryghed i
deres liv.

Et velfærdssamfund måles på, hvordan vi behandler dem, der står svagest. I
Socialdemokratiet i Furesø arbejder vi for løsninger, der skaber tryghed, værdighed og
muligheder for alle.