Langt de fleste børn og unge i Furesø trives og lever et aktivt og åbent liv. Men vi ser også en gruppe, hvor mistrivsel fylder. Nogle har diagnoser, andre ender med at få det. Spiseforstyrrelser, selvskade, angst og isolation rammer hårdt. Det er sorgfuldt for børnene, deres familier og for os som kommune. Børn i mistrivsel kan være dine eller mine. Det forpligter os til at sikre tidlig og relevant hjælp.
Furesø har stærke indsatser: et velfungerende Familiehus med åben rådgivning, dygtige sundhedsplejersker og tværfaglige teams på skolerne. Lærere og pædagoger gør en stor forskel hver dag. Men vi må gøre mere, især når vi møder ufrivilligt skolefravær og børn, der har svært ved at finde fodfæste i hverdagen.
Når det almindelige ikke passer til det enkelte barn, finder vi andre veje. Vi har skolelandbrug, IT-talenter, juniormesterlærer-indsatser og NEST-klasser på Søndersøskolen. Vi har endda afprøvet Fulton-fodbold, som ikke blev en succes, men vi skal turde prøve nyt, når børn har brug for andre rammer at være og lære i.
Der er etableret et særligt skoletilbud ved Stavnsholtskolen, og en skurvogn ved Hjortøgaard står snart klar til unge, der har behov for ro og afskærmning. Hjortøgaard renoveres for 5 mio. kr., så stedet kan bruges af børn og unge, der har brug for noget andet. Det er konkrete løsninger tæt på deres hverdag.
De mest specialiserede skole- og dagbehandlingstilbud må vi fortsat købe hos andre kommuner. Men selv i et samarbejde med 28 kommuner er pladser ikke altid tilgængelige – og nogle gange matcher tilbuddene ikke vores børns behov. Derfor skal vi også udvikle egne løsninger og sikre kapacitet lokalt.
I Socialdemokratiet vil vi arbejde med Forældrekommissionens 11 anbefalinger og styrke det 10-årige samarbejde med Børns Vilkår. Vi skal løse problemer nu, men også sikre trivsel på lang sigt.

