Miljø og Klima
Furesø er CO2-neutral i 2030
Ud med olie og gas. Flere på cyklen. Op med genbruget. Klimaet har brug for, at vi tager det seriøst nu – og vi har høje ambitioner.
Vi har sat os et klart mål: Furesø Kommune skal være CO2-neutral i 2030. Det er vildt ambitiøst, og vi kommer kun i mål, hvis vi samarbejder om det. Furesøs klimaplan indeholder seks indsatsområder med en række konkrete tiltag. Klimaplanen (PDF)
Vores samarbejde med Klimabevægelsen, Miljørådet, Danmarks Naturfredningsforening, klimafamilierne, Ungeklimarådet og erhvervslivet skal styrkes.
Fokus på fjernvarme og solenergi
I Værløse og Farum er vi allerede i fuld gang med at udfase olie og gas til fordel for fjernvarme. Men vores ambitioner rækker længere. Vi vil gøre fjernvarmen mere klimavenlig ved at fange CO2, når restaffaldet bliver brændt af på Vestforbrændingen. Vi skal gøre brug af geotermi og overskudsvarme fra virksomheder og spildevandsrensning.
Vi har som den første kommune i landet etableret et kommunalt solcelleselskab med solcelleanlæg på kommunale tage, som også skal hjælpe med at få flere solceller på familieboliger, i boligselskaber og på erhvervsejendomme.
Vi skal også selv ændre vaner
Hvis vi skal lykkes med klimaindsatsen, må vi også ændre vaner hjemme hos os selv. Vi kan spise mindre kød og flyve sjældnere. Vores Repair café i Værløse, Spejdernes Genbrug og de mange genbrugsbutikker er gode eksempler på, at vi sagtens kan gøre noget selv. Vi har et personligt ansvar, og vi vil gerne leve op til det ansvar, men vi skal også blive bedre til at udveksle erfaringer om, hvordan den enkelte familie og virksomhed kan reducere deres klimaaftryk. De bedste løsninger finder vi i fællesskab, og det er vigtigt, at kommunen går foran med genbrug og bæredygtig transport.
Flere på cyklen og i kollektiv transport
Det gør en stor forskel at vælge cyklen eller den kollektive transport i stedet for at tage bilen. Vi vil gøre den kollektive transport mere attraktiv indenfor kommunens grænser og ud mod arbejdspladser, som ligger uden for Furesø. Vi vil invitere borgerne med til at prioritere de penge, kommunen i dag bruger på kollektiv transport, så vi får mest muligt ud af pengene – måske med tilbud om gratis flextrafik i stedet for tomme bybusser i kombination med flere delebiler?
Vi kan glæde os over, at Socialdemokratiet i Furesø efter mange års pres har fået sat gang i arbejdet med at forlænge S-banen fra Farum til Hillerød.
Natur og klima går hånd i hånd
Vi har sat os selv et mål om, at der skal plantes 20.000 nye træer i Furesø Kommune inden 2030. Vi er ikke i mål endnu, men vi er godt på vej. Vi samarbejder med Naturstyrelsen om at plante mere skov ved Flyvestation Værløse. Borgerne og boligselskaber kan pleje grønne arealer, så de i højere grad bidrager til klimaindsatsen.
Nybyggeri skal være klimaneutralt
Hver chance for nybyggeri er en mulighed for klimaet, og det er vigtigt for os, at nybyggeri skal leve op til de mest vidtgående klimakrav. Vi skal bygge nyt i træ og andre CO2-neutrale materialer, og så skal vi sætte fuldt gas på energirenovering af eksisterende bygninger – både i det private og kommunale.
Mindre støj fra motorvejen
Hillerødmotorvejen udgør en vigtig trafikåre for både os her i Furesø og vores naboer, men den fører en masse støj med sig. Faktisk er en fjerdedel af alle borgere i Furesø dagligt generet af støj fra motorvejen. Derfor arbejder vi benhårdt på en overdækning af motorvejen gennem Farum, flere støjskærme, støjreducerende asfalt og nedsat hastighed, især på Fiskebækbroen.