Bestyrelsen

Vedtægter

Bliv medlem

Økonomi

Vi har fået styr på økonomien i Furesø

Socialdemokratiet er garanten for en fortsat stabil økonomisk kurs i Furesø Kommune. Siden 2010 har vi nedbragt kommunens gæld med mere end 1 milliard kroner. 

Da Furesø Kommune blev skabt i 2007, var det med danmarkshistoriens største kommunale gæld. Kommunen skyldte hele 3 milliarder kroner, og i Farum var skatten skyhøj. At slå Farum og Værløse Kommune sammen var den måske sværeste sammenlægning i landet.

Siden Socialdemokratiet overtog borgmesterposten i 2010, er Furesøs gæld nedbragt til 1,8 milliarder kroner, og særskatten i Farum er helt væk.

Et langt, sejt træk
At rette så markant op på økonomien har krævet en fast hånd på rattet og et langt sejt træk. Da Socialdemokratiet overtog borgmesterposten, sagde vi, at vi ville være en omsorgsfuld og effektiv kommune. Hver krone skal bruges med omhu, og alt, hvad vi gør, skal være til gavn for borgerne.

I dag er Furesø en af de kommuner i landet, der er drevet mest effektivt. Kun på den måde kan vi betale af på den store gæld, der blev stiftet før kommunesammenlægningen, og samtidig sikre en god service og plads til udvikling.

Spørger man borgerne i kommunen, er Furesø den kommune i Danmark, hvor flest vil anbefale andre at flytte til. Vi har fjernet særskatten i Farum, der blev indført fra 2006 til 2013, og er samlet set den kommune i landet, hvor skattetrykket er faldet mest de sidste 12 år.

Den ansvarlige kurs skal fortsætte
At genoprette økonomien er noget, hele byrådet har stået sammen om, men ansvaret har ligget hos os. Byrådet har i enighed vedtaget et to-årigt budget for 2025 og 2026, som fastholder den ansvarlige kurs, giver arbejdsro og sikrer en solid kassebeholdning. Samtidig sørger vi for, at der over de næste fire år bliver betalt yderligere 500 millioner kroner af på gælden.

Furesø har med andre ord bevæget sig væk fra den økonomiske afgrund, siden Socialdemokratiet overtog ledelsen i 2010 – men vi er ikke i mål. Kommunen har stadig gæld, og hvert år betaler vi 124 millioner kroner i renter og afdrag på Farumgælden. Det kommer vi til at gøre frem til 2040. Det er en udfordring, som ingen andre kommuner har, og det stiller store krav til os, når vi vil udvikle kommunen og gøre den mere effektiv og attraktiv. Ligesom andre kommuner må vi gennemføre nogle hårde prioriteringer.

Socialdemokratiet prioriterer velfærd, og vi er med vores erfaring og visioner garanter for, at der også fremover er styr på økonomien og råd til velfærd.