Af: Niels Teinhardt, kandidat for Socialdemokratiet i Furesø.
I Furesø Kommune har vi i flere år arbejdet med forskellige modeller for overgangen fra børnehave til skole. Intentionen har været at skabe en glidende overgang, men for mange børn – især dem med behov for tryghed og forudsigelighed – har løsningerne været præget af midlertidighed, nye voksne og utydelige rammer. Det kan gøre skolestarten unødigt svær.
Vi ved, at en tryg og genkendelig skolestart har stor betydning – ikke bare for barnets trivsel her og nu, men også for det videre skoleforløb. En god start kan forebygge senere behov for specialundervisning og støtteindsatser. Det er både godt for barnet og en klog investering på længere sigt.
Det gælder både de børn, der tydeligt har brug for ekstra støtte – og de mere stille, lidt usikre piger eller børn, som bare ikke helt er klar endnu. En god skolestart skal favne dem alle.
I flere kommuner – blandt andet i Herlev – har man taget konkrete skridt for at styrke overgangen. Her bliver børnene i deres børnehave helt frem til skolestarten i august, hvor de går direkte ind i 0. klasse med kendte voksne omkring sig og et tæt samarbejde mellem pædagoger og lærere. Det skaber tryghed og kontinuitet og bygger på solide anbefalinger fra både forskere og pædagogiske eksperter.
Det er en tilgang, jeg gerne ser, vi undersøger og afprøver i Furesø.
For mig er det en socialdemokratisk grundværdi, at alle børn skal have en god start på livet– uanset baggrund og forudsætninger. Som far til to drenge med særlige behov ved jeg, hvor afgørende det er, at børn bliver mødt med forståelse, stabilitet og trygge rammer fra første dag.
Jeg vil derfor arbejde for en mere sammenhængende og tryg skolestart, til glæde for både børnene og kommunens økonomi på længere sigt.
Det er ikke kun god socialdemokratisk politik – det er en investering i fremtiden og i vores børn.
Hvis jeg får stemmer nok til at komme i byrådet, vil jeg arbejde målrettet for netop denne dagsorden – og det glæder mig, at det også flugter med de linjer, vores borgmester og viceborgmester har udstukket i deres seneste klumme.
Bragt i Alt Om Furesø 13. maj