Værløse Bymidte står over for en vigtig udvikling. En rammelokalplan er netop sendt i høring hos borgerne.
I Socialdemokratiet støtter vi, at der bygges flere boliger tæt på offentlig transport og i områder, hvor der allerede er liv. Vi mener, at Værløse Bymidte sagtens kan rumme flere beboere, som dagligt har deres gang i området, og at Værløse Bymidte kan have en stærk bymæssig identitet midt i vores grønne kommune.
Ordentlig byudvikling måles ikke kun i kvadratmeter, parkeringspladser og boligenheder. Den skal også kunne mærkes mellem bygningerne, dér hvor livet leves.
Bymidten skal rumme mange funktioner
Vi arbejder for en bymidte, hvor børn leger trygt og bevæger sig, ældre finder ro, unge kan hænge ud, og hvor fællesskabet kan gro i grønne og blå omgivelser. Der skal være plads til ophold, aktivitet og samvær, så flere vil bruge bymidten, til indkøb men også til oplevelser. Måske kommer man for at sidde i skyggen af et træ og nyde en kaffe, måske kommer man for at betragte noget af den kunst, som er sat op, måske kommer man for den motion som vandreturen derop giver, måske kommer man for at møde andre furesøborgere.
Vi skal møde hinanden
Værløse Bymidte skal fortsat være den 15-minutters by, som den spanske byplanlægger Carlos Moreno definerede tilbage i 2016, hvor vi kan bo, arbejde, og forsyne os samt få omsorg, læring og fornøjelse. Det skal være muligt for alle borgere, uanset økonomisk status, at få en bolig i byen, have adgang til arbejdspladser, offentlig transport og mulighed for at købe ind. Sundhedsfaciliteter og hvem ved…? Måske et afhentningssted for en skovbørnehave samt kulturelle aktiviteter, grønne områder og opholdssteder.
På den måde får vi skabt en bymidte, hvor flere mennesker møder hinanden, og hvor livet leves både ude og inde. Vi håber, at rigtig mange borgere vil deltage aktivt i høringen af rammelokalplanen og være med til at forme fremtidens Værløse Bymidte. Sådan bliver byen vores fælles ansvar.

