Bestyrelsen

Vedtægter

Bliv medlem

Brev til Regeringen

30. april 2025
Trods godt styr på de kommunale udgifter, betyder gælden fra før kommunesammenlægningen, at Furesø ikke er stillet lige med andre kommuner. Frem til 2040 skal der årligt betales 124 mio. kr. i renter og afdrag, før det almindelige budget kan lægges. Det er urimelige og uretfærdige vilkår at drive kommune på, mener borgmester Ole Bondo Christensen.

Han har derfor opnået byrådets tilslutning til at kontakte finansministeren og indenrigs- og sundhedsministeren med en anmodning om, at gælden helt eller delvist eftergives  

Statsministeren ved det

Danmarks statsminister, Mette Frederiksen, var på et kort besøg hos borgmesteren i april. Her varslede Ole Bondo Christensen om, at regeringen formentlig ville modtage en henvendelse fra Furesø om en genforhandling.

”De tørre tal taler jo for sig selv. At vi skal finde 124 mio. kr. hvert eneste år, inden vi kan lægge det almindelige driftsbudget, er ikke retfærdigt. Vores udgifter til gælden fra før kommunesammenlægningen svarer til lønnen for mere end 50 velfærdsmedarbejdere. Og vi har betalt af på den gæld i 20 år nu. Samtidig yder vi til udligningsordningen, hvor fattige kommuner får tilført midler fra de rigere kommuner. Her tæller en gæld som vores ikke med i regnestykkerne. Men det gør den jo i vores lokale maskinrum”, siger Ole Bondo Christensen og tilføjer:

”Jeg fortalte statsministeren, at vi ville kontakte regeringen om sagen. Og nu er brevet sendt. Så starter forhandlingerne forhåbentligt inden for overskuelig tid”.

De tørre tal

Siden 2010 har Furesø Kommune betalt 620 mio. kr. mere i renter og afdrag, end man i samme periode har fået ind via særskat og særtilskud. Altså en netto merudgift på 620 mio. kr., som byrådet har skullet finde via effektiviseringer i den kommunale drift.

Lånet skal være afviklet i 2040. Kommunen mangler at betale 1,8 mia. kr. tilbage. I samme periode får man med de nuværende aftaler ca. 35 mio. kr. om året frem til 2030.  Det vil sige, at Furesø frem mod 2040 har en nettoudgift på det gamle lån fra før kommunesammenlægningen på godt 1,7 mia. kr. Det er mere end 100 mio. kr. om året.

Ikke rabundus

”Disse tørre tal giver jo nogle andre vilkår at drive kommune på, end dem andre kommuner har. Og forudsætningerne er nogle andre, end dengang vi indgik Furesøaftalen. Den demografiske udvikling er ét eksempel. Klima- og energiinvesteringer er et andet eksempel. Furesø kan ikke blive i 2005. Vi er nødt til at forholde os til virkeligheden og kravene i den”, siger Ole Bondo Christensen.
Men han tilføjer også, at Furesø så langt fra er ved at gå rabundus!

”Vi har hvert år et driftsoverskud, der muliggør, at vi rent faktisk kan betale renter og afdrag på lånet. Vi vil kunne håndtere situationen, når det nuværende årlige særtilskud på 30 mio. kr. bortfalder i 2030.

Men de store finansieringsomkostninger stiller os bare i en anden situation end andre kommuner. Og det har aldrig været hensigten med Furesøaftalen. Derfor skal den genforhandles”, siger Ole Bondo Christensen.

Kommende arrangementer