Bestyrelsen

Vedtægter

Bliv medlem

Børn og Unge

Fra barn til elev i et nysgerrigt og roligt tempo

Socialdemokratiet i Furesø vil sikre, at alle børn – ikke mindst dem i udsatte familier – får en god og tryg begyndelse på livet. Vi prioriterer en barndom med leg, fantasi og fællesskaber, og vi ønsker, at alle børn har adgang til naturens vidder, kompetente voksne og få, men gode overgange i livet.

En tryg og betydningsfuld barndom
Den tidlige barndom er afgørende for resten af livet, særligt hvis man vokser op i en udsat familie. Derfor vil vi skabe trygge rammer og en hverdag med ro, nærvær og nysgerrighed omkring børnene. Det kræver, at de er omgivet af dygtige fagfolk, der samarbejder om vores børn og familier. Lige fra den dygtige sundhedsplejerske med et bredt fokus på hele familien til pædagoger og medhjælpere i Furesøs dagtilbud.

Lad børn være børn
At være barn har værdi i sig selv. Børn skal lege, bruge deres fantasi, få venner og lære, hvordan man er en god ven. Vi ønsker at give børn adgang til naturen under åben himmel og tætte trækroner, hvor de kan mærke friheden, få græs på knæene og kilden i maven, når de gynger i træerne. Naturen kan udfordre børnenes motorik og give dem sansemæssige oplevelser. Sådan kan de få styrket deres sproglige udvikling og blik for hinanden. 

Vi ønsker, at børn skal have lov til at blive i børnehaverne, helt til de begynder i skole i august. I skolen skal bevægelse, leg og kreativitet ligesom i daginstitutionerne være i højsædet.

En skole med fællesskaber for alle
De tider, hvor undervisningen kun foregik på skolebænken, er forbi. I dag ved vi, at mange børn trives og lærer bedre i skoleforløb, som ikke kun er traditionel undervisning i et klasselokale. Vi skal møde børnene der, hvor de er og øge alsidigheden i deres hverdag.

Derfor vil vi videreudvikle samarbejdet med erhvervslivet og Skolelandbruget om gode lærings- og praktikforløb – især for elever i udskolingen.

Også i Furesø oplever vi en stigning i antallet af børn, som har brug for støtte og særlige indsatser i løbet af deres skolegang. Vi ønsker at skabe en hverdag i folkeskolen, hvor der er fysiske læringsmiljøer og medarbejdere til at kunne skabe en rummelig hverdag.

Alle børn kan i kortere eller længere perioder have behov for lidt ekstra støtte, og det skal vi selvfølgelig kunne give dem. Vi ønsker en hverdag for børn, hvor det er muligt at få støtte og undervisning i mindre fællesskaber, når det er nødvendigt, uden at man nødvendigvis bliver taget ud af det store fællesskab, der findes i en klasse.

I vores skoler er det ikke kun fagligheden, der skal være i top. Vi vil skabe rammer for, at alle elever kan udvikle sig både personligt og socialt. Det betyder også, at trivselstimen, eller klassens time, som vi kender dem fra de gode, gamle dage, skal findes fast på skoleskemaet.

Det er tiltag, som vi tror på kan give alle elever et solidt fodfæste i livet, som gør dem klar til at møde fremtiden.

Styrket fritid og pædagogik
FFO’en spiller en stor rolle i børns hverdag, og vi ønsker at styrke fritidspædagogikken. Vi vil bl.a. se på muligheden for at etablere en byggelegeplads for 8-18-årige, hvor fantasien og ikke væggene sætter grænserne. Eller i hvert fald sikre at tilbud i naturen også er knyttet til FFO’erne.

Og så skal vi skal skabe gode relationer mellem FFO og Furesøs rige foreningsliv.

Stærke fagligheder
Vores ambitiøse ønsker for Furesøs børn kræver dygtige fagfolk med stærke faglige kompetencer. Vi har allerede erklæret, at vi stræber efter, at 70% af de voksne i Furesøs dagtilbud er uddannede pædagoger. Det stræber vi fortsat efter, selvom vi ved, at det er udfordrende i en tid, hvor der er mangel på netop den faglighed. Derfor er det en prioritet for os, at pædagogmedhjælpere i vores dagtilbud får mulighed for at uddanne sig til pædagoger.

I skolen skal der være to voksne i indskolingen, så der bliver bedre mulighed for holddeling og differentieret undervisning. Vi ønsker i samarbejde med de faglige organisationer og ledelserne på skoler og institutioner at knække koden for, hvordan vi kan styrke rekrutteringen og sikre den faglige udvikling til gavn for vores børn.