Socialdemokratiet, Det Konservative Folkeparti, Radikale Venstre, SF og Enhedslisten har indgået en aftale om budgettet for 2027 og 2028.
Med aftalen prioriterer vi det, der har størst betydning i hverdagen: gode rammer for børnene, en værdig ældrepleje, hjælp til mennesker i udsatte positioner, mere kvalitet i naturen og bedre vedligehold af vores veje og bygninger. Samtidig holder vi fast i en ansvarlig økonomi.
Ved budgetperiodens udgang vil Furesø fortsat have en kassebeholdning, der ligger betydeligt over Byrådets målsætning på mindst 80 mio. kr. Vi effektiviserer kommunens drift og vil hen over årene sikre et driftsoverskud, så vi hvert år kan reducere kommunens samlede gæld med mere end 90 mio. kr.
Vi investerer, fordi Furesø skal være en kommune, hvor mennesker trives, og hvor vi også har et solidt økonomisk fundament under fremtidens velfærd.
Flere voksne omkring børnene
Børn og unge er blandt de vigtigste prioriteringer i budgettet. Derfor afsætter vi flere penge til bedre normeringer i daginstitutionerne: 4,5 mio. kr. ekstra i 2027, 7 mio. kr. i 2028 og 10 mio. kr. årligt fra 2029. Det er ud over de midler, som staten giver til bedre normeringer.
Vi giver samtidig bedre mulighed for at have to fagprofessionelle i klasserne. Det betyder konkret op til 34 ekstra voksne omkring børnene på vores skoler. Desuden afskaffer vi lukkeugerne i dagtilbud og FFO 1 allerede fra 2027.
Det gør vi, fordi nærværende voksne skaber mere ro, tryghed og tid til det enkelte barn, og fordi alle børn skal have gode muligheder for at lære, udvikle sig og være en del af fællesskabet.
En tryg og værdig ældrepleje
På ældreområdet viderefører vi puljen til bedre normeringer og højere kvalitet i plejen i både 2027 og 2028. Samtidig løfter vi arbejdet med demens, forebyggelse og rehabilitering, og der skal udarbejdes en konkret plan for at øge antallet af plejeboliger.
Vores ældre skal mødes med omsorg, tid og faglighed og både de ældre og deres pårørende skal kunne føle sig trygge ved den hjælp, kommunen tilbyder.
Hurtigere hjælp til børn og familier
I både 2027 og 2028 afsætter vi penge til en akutpakke på det specialiserede børneområde. Pengene skal blandt andet bruges til at nedbringe antallet af sager og forkorte sagsbehandlingstiden til gavn for børn, familier og medarbejdere.
Vi etablerer et samarbejde med Headspace for hurtigere at kunne hjælpe unge med udfordringer. Samtidig styrker vi samarbejdet med Fontænehuset for at sikre et godt aktivitetstilbud for vores udsatte borgere. Endelig opruster vi jobcentrets indsats og samarbejdet med virksomhederne, så endnu flere kan komme i job.
Vi skal handle hurtigere, når mennesker rammes af kriser som mistrivsel, udsathed og arbejdsløshed.
Mere natur og bedre vedligeholdelse
Vi afsætter ekstra penge til vedligeholdelse af blandt andet skoler, dagtilbud, legepladser, cykelstier og veje. Det skal være med til at indhente det vedligeholdelsesefterslæb, der ellers kan blive dyrt for kommunen på længere sigt. Samtidig prioriterer vi mere naturpleje med ekstra midler.
Velholdte bygninger og udearealer betyder noget for den hverdag, vi møder hinanden i. Og så har vi et fælles ansvar for at passe på Furesøs natur også for kommende generationer.
Service- og anlægsramme
Aftalepartiernes budgetudkast indeholder en markant forbedring i forhold til overholdelse af servicerammen, når man sammenligner med det budgetforslag, der har været i høring. Vi er bevidste om, at der stadig udestår en mulig udfordring i forhold til den vejledende serviceramme for Furesø. Bliver der behov for en justering er aftalepartierne enige om at finde en løsning i fællesskab.
Aftalen lever fuldt og helt op til den vejledende anlægsramme.
Vi inviterer resten af Byrådet med
De fem aftalepartier ønsker et bredt politisk samarbejde om Furesøs udvikling. Derfor inviterer vi nu de øvrige partier i Byrådet til at blive en del af budgetaftalen.
Det gør vi, fordi de bedste og mest holdbare løsninger skabes i samarbejde, og fordi Furesø står stærkest, når vi tager et fælles ansvar for kommunens udvikling.
Vi skal både passe godt på økonomien og have mod til at investere i fremtiden. Vi kan ikke spare os til en bedre kommune. Vi skal udvikle den sammen.
Citater fra de fem partiers gruppeformænd:
Bettina Ugelvig (A):
Som viceborgmester og gruppeformand for Socialdemokratiet har det været en stor fornøjelse at samarbejde med de øvrige partier om budgettet. Vi blev hurtig enige om retningen: Vi vil være en omsorgsfuld kommune, hvor der er rart at bo, og vi skal fortsat have styr på økonomien. Som formand for Børne- og skoleudvalget er det en stor tilfredsstillelse, at vi med budgettet sikrer flere medarbejdere omkring børnene både i dagtilbud og på skolerne, og at vi også udvikler de fysiske rammer. Fastholdelsen af normeringerne på ældreområdet er jeg også stolt af.
Lars Carstensen (C):
Det er en rigtig god budgetaftale, vi nu lægger på bordet. For det Konservative Folkeparti har det været afgørende, at vi fastholder en ansvarlig økonomisk kurs, hvor vi hvert år afdrager et betydeligt beløb på gælden og sætter midler af til at vedligeholde vores bygninger og veje. Samtidig har vi prioriteret børnene og de ældre. Vi afskaffer lukkeugerne i daginstitutionerne, styrker skoler og dagtilbud og tilfører ældreområdet ekstra midler. Og vi har fået ryddet ud i en række besparelser på idræts- og kulturområdet. Det er jeg meget tilfreds med.
Tine Hessner (B)
Radikale Venstre har presset på for at tage vores generationsansvar alvorligt. Vi har medvirket til at løfte normeringer i dagtilbud og skoler med flere voksne. Vi har også arbejdet hårdt for, at kommunen kan komme udsatte børn og familier bedre i møde med flere ressourcer på PPR og det specialiserede socialområde. Samtidig er natur og grøn omstilling fortsat prioriteret og rammen for aktivitetstilskud til vores frivillige i foreninger er bevaret. De gør et stort arbejde for både børn og ældre som er meget anerkendelse værd og derfor er det også glædeligt at vi finder en lille smule midler til forundersøgelser til udbygning af idrætsfaciliteter.
Øjvind Vilsholm (Ø)
Som formand for Natur og Klimaudvalget er jeg rigtig glad for, at vi med budgettet markant løfter indsatsen for vores natur. Det skylder vi vores børn og børnebørn. Vi sætter også flere penge af til bedre busdrift – bl.a. aften- og weekendkørsel på linje 153 – og vi afsætter flere midler til forbedring af vores cykelstier. Jeg glæder mig også over, at ansætter flere voksne i vores daginstitutioner. Sidst men ikke mindst er jeg glad for, at vi bevarer Hareskov Bibliotek og Filmstriben.
Jan Kjældgaard (F)
Som formand for Handicap, Psykiatri, Social og Beskæftigelsesudvalget har mit fokus været på de mest udsatte borgere. Vi skal hjælpe børn og unge i mistrivsel tidligere, støtte udsatte familier bedre og få flere udsatte borgere ind på arbejdsmarkedet. Samtidig har vi sikret et markant løft af normeringerne i dagtilbud og skoler. Og SF har kæmpet for et budget, der investerer i mennesker. Det gør vi med dette budget.

