Bestyrelsen

Vedtægter

Gennemsigtighed

Bliv medlem

Mød Ole Bondo

Nyheder

Mød kandidaterne

Vores politik

Kalender

Kontakt

Ansvar for generationsudfordringerne


I Furesø står vi over for en række udfordringer, der rækker langt ud over en valgperiode. På miljøområdet bruger vi i ordet generationsforurening. Det er store komplekse sager, som vi kender, som er svære, tidskrævende og dyre at løse, og som vi ikke har lyst til at give videre til vores børn. 


I Furesø har vi også noget som jeg vil kalde generationsudfordringer. Nogle står alle kommuner overfor, andre er unikke for Furesø. Det er udfordringer, som ikke er skabt på vores vagt, og som næppe bliver løst på den næste. I valgkampen fremhæves de hyppigt, og løsningerne omtales som hurtige, nemme og som noget der kan løses, blot der kommer en ny ledelse.

Men generationsudfordringer handler ikke om hurtige gevinster og hurtige løsninger. De bør løses gennem tålmodighed, faglighed og ansvar. De handler om, hvordan vi forvalter vores fælles arv – og hvilket aftryk vi efterlader til dem, der kommer efter os.

Gamle problemer kræver nyt ansvar
Farumgælden fra Brixtoftes tid er et godt eksempel på en generationsudfordring: En økonomisk byrde, som stadig begrænser vores råderum mere end tyve år efter, den blev skabt. Den minder os om, hvor dyrt det kan blive, når man vælger den lette vej i stedet for den ansvarlige, og den påvirker vores økonomi i mange år frem.

Et andet eksempel er overløbene til Farum Sø og Furesøen. Ingen ønsker forurenet badevand, men løsningerne er teknisk komplicerede, juridisk grænseoverskridende og ofte afhængige af nationale beslutninger. Klimatilpasning og skybrudssikring kræver store anlægsprojekter med enorme anlægssummer for forsyningerne, og potentielle regninger som langt overstiger Farumgælden.  

Vi skal handle, men vi skal også gøre det klogt og med respekt for både natur og økonomi.

Naturen og klimaet kræver langsigtet omtanke
Flere af vores største generationsudfordringer handler om natur, miljø og klima.

Den grønne omstilling: Vi skal reducere CO₂-udledningerne, elektrificere transporten og skabe en kommune, der går forrest – uden at sende regningen videre til kommende generationer.


Biodiversitetskrisen: Naturen i Furesø skal ikke blot beskyttes, men genoprettes. Det kræver tålmodighed og planlægning – og en erkendelse af, at naturen ikke kan presses ind i et fireårigt valgprogram. Der kan gå mange år, før vi forhåbentligt ser effekten. 

Grundvandsparker: Vi skylder fremtidige generationer rent drikkevand. Derfor skal vi sikre de arealer, der beskytter grundvandet, og tænke langsigtet i planlægningen. Grundvandsparker kan blive et vigtigt redskab – en investering i vores alles vandforsyning og naturarv. 

Bæredygtig byudvikling og boligpolitik: Hvordan undgår vi døde bymidter, hvordan fornyes vores byer, energirenoveres, sikres trivsel og gode byrum, uden at ødelægge grønne områder eller at infrastrukturen presses.

Energi- og varmeforsyning: Hvordan vi kommer væk fra naturgas og får etableret fremtidssikrede, lokale løsninger. 

Den nære velfærd må ikke tabes i skyggen

Men mens vi tager fat på de store, tunge udfordringer, må vi ikke glemme den nære velfærd. Generationsudfordringerne må ikke suge alle midler og kræfter væk fra vores kernevelfærd.

Vi skal stadig blandt andet sikre:

  • at vores børn trives og får en tryg hverdag,
  • at vores ældre får den omsorg, de fortjener,
  • og at vores socialområde har ressourcerne til at hjælpe dem, der har mest brug for det.

Det kræver en stærk økonomi – og politisk mod til at prioritere, også når det ikke er populært.

Ansvarlig politik kræver samarbejde – og mod
Jeg tror ikke på nemme løsninger på svære problemer. Tværtimod skal vi turde sige til borgerne: De rigtige løsninger tager tid. De kræver samarbejde på tværs af partier, faglig indsigt og en vilje til at stå fast, også når presset er stort. Det kræver at vi ikke fokuserer alle pengene på en hurtig løsning på en enkelt generationsudfordring, men at vi får arbejdet med dem alle, og balanceret indsatsen med den nære velfærd. 

Vi skal sammen løse de store generationsudfordringer – ikke med lappeløsninger og hurtige løfter, men med klare planer, borgerinddragelse og gennemsigtige beslutninger som bringer os tættere på en løsning. Det ser jeg som byrådets vigtigste opgave. Fælles om Furesø, styr på økonomien og styr på generationsudfordringerne.