Aldrig alene på vagt

I februar måned mistede jeg min far. Han havde boet de sidste 5 år på et demenscenter og fik overvejende en god og værdig pleje.

Men særligt i hans sidste tid, hvor vi som pårørende også var der om natten, blev det meget tydeligt, hvad det er, der mangler allermest i ældreplejen: Ikke ledelse. Ikke kompetencer. Men hænder.

De medarbejdere, vi mødte, var dygtige og dedikerede. Men de stod ofte alene med et enormt ansvar – i situationer, der kræver både omsorg, overblik og beslutninger på et splitsekund. Ikke bare for beboeren, men også for den kollega, der måske ikke er der.

Derfor rammer de triste enkeltsager fra vores eget Lillevang Plejecenter mig dobbelt. Som menneske. Og som politiker. Og derfor er jeg rigtig glad for det arbejde, som Ældre- og Sundhedsudvalget har sat i gang – herunder med den seneste beslutning om at målrettet 10 mio. kr. til at forbedre kvalitet i vores ældrepleje.

Jeg vil foreslå, at en del af midler bruges til, at vi indfører én fast ekstra medarbejder i nattevagten – 365 dage om året – på alle plejehjem i Furesø. Dét vil koste omkring 3,6 millioner kroner årligt. Og hvis regnestykket holder, så er der faktisk luft i budgettet til at lægge ekstra hænder ind i alle vagttyper – dag, aften og nat – og stadig have penge tilbage til kompetenceudvikling og ledelse.

Det handler ikke om enten-eller. Det handler om at give den medarbejder, der står med ansvaret kl. 03 om natten, en kollega at sparre med – og en hånd at række ud efter.

For den demente borger, for den pårørende – og for medarbejderen – er det tilstedeværelse, tyghed og nærvær, der gør forskellen.
Ingen skal stå alene på vagt. Hverken fysisk eller menneskeligt.