Ældre og Sundhed
Trygt at blive gammel i Furesø
Flere penge til pleje. Færre skift af medarbejdere. Fokus på forebyggelse. Det er blot nogle af de tiltag, vi i Socialdemokratiet går til valg på i 2025.
Vi ønsker en ældrepleje, hvor relationer og omsorg er i centrum. Den basale ældrepleje skal fortsat være en kommunal kerneopgave, men den skal være mere end det. Vi tror på, at løsninger i fællesskab med borgere, pårørende, virksomheder og civilsamfund kan skabe de bedste rammer for livskvalitet.
Vi vil styrke det aktive seniorliv
I Furesø lever mange seniorer et godt og aktivt liv i fællesskab med andre. Gedevasevang og Skovgården tilbyder mange aktiviteter, og Ældresagen er et fyrværkeri af tilbud til seniorer.
Vi mødes til gymnastik, styrketræning, kortspil eller i Stiens træværksted. Kommunen er god til at skabe rammer om et aktivt seniorliv, og det skal den fortsætte med at gøre. Det forebygger ensomhed og fremmer sundhed og livsglæde.
Flere penge til ældreplejen
I de kommende år skal vi bruge flere penge på ældreplejen. I 2030 vil der være op mod 40% flere borgere, som er over 80 år gamle, og det kræver flere investeringer i hjemmepleje, plejehjem og genoptræning.
Mange borgere i Furesø klarer sig godt, når de kommer højt op i årene, men med flere ældre vil der også være flere, som har brug for både praktisk og personlig pleje. Vi skal kunne følge med udviklingen og sørge for, at de kommunale tilbud passer til borgernes forventninger til en god ældrepleje. Det kræver benhård prioritering i en usikker fremtid, men det er Socialdemokratiet både landspolitisk og her i Furesø parate til.
Mad med kraft og smag
For mange mennesker er god mad forbundet med stor livsglæde, og det skal vi selvfølgelig kunne tilbyde til Furesøs ældre borgere. Køkkenet på Lillevang har fået kritik, og derfor har vi gjort en stor indsats for at hæve niveauet for at nå en kvalitet, vi kan være bekendt. Det skal der naturligvis fortsat være ressourcer til.
Kend din SOSU’er
Vi har lagt et stort arbejde i tværfaglige, selvstyrende teams i hjemmeplejen, og det fortsætter vi med, så man som ældre får besøg af fagligt kompetente medarbejdere, som man allerede kender.
Nye metoder og velfærdsteknologi bliver endnu vigtigere, end det allerede er. Teknologi kan aldrig erstatte menneskelig kontakt, men det er et vigtigt supplement, der kan frigøre tid til de omsorgsopgaver, som kun et rigtigt menneske kan udføre.
Hjemmeplejen skal have flere faglærte medarbejdere, og det kræver attraktive arbejdspladser. Vi skal dygtiggøre vores medarbejdere og engagere dem gennem efteruddannelse og fleksible ansættelsesforhold for både nyuddannede og seniormedarbejdere. Det er en investering, som kræver både ressourcemæssigt og ledelsesmæssigt fokus – men det er det hele værd.
Plejehjem og ældreboliger
Mere end 100 borgere står i dag på venteliste til en visiteret ældrebolig i Furesø. Det tal er for højt, og derfor har vi sat skub i opførelsen af visiterede ældreboliger på Ny Vestergårdsvej. Planen er, at de skal stå klar senest i 2027.
Vi har bakket op om, at der kommer et nyt friplejehjem i samarbejde med OK-fonden, og vi vil sikre et godt samarbejde og gensidig erfaringsudveksling med de kommunale plejehjem. De kommunale tilbud skal være lige så attraktive som de private alternativer. Det kræver nye rammer om frisættelse af medarbejdere og ledere både på plejehjem og i ældreplejen. Frisættelse må og skal aldrig blot handle om privatisering af opgaver og ansvar.
Forebyggelse og rehabilitering
Mange ældre oplever gentagne indlæggelser, som kan undgås med bedre forebyggelse og opfølgning. Med sundhedsreformen sker der en ændring i samarbejdet mellem kommune og region, og vi vil kæmpe for, at vi også i fremtiden har den specialiserede hjemmesygepleje og midlertidige genoptræningspladser i Furesø.
Ældrelaboratorium
I fremtiden bliver der brug for at tænke ældrepleje på en anden måde, end vi gør i dag. Som samfund bliver vi ældre, og det stiller andre krav til ældreplejen end dem, vi kender i dag.
Vi er allerede i fuld gang med at etablere et ”ældre-laboratorium”, hvor vi i samarbejde med medarbejdere, borgere, pårørende, eksterne fagfolk, Seniorrådet og Ældresagen vil gennemgå ældreområdet og sammen med byrådet lægge en fælles strategi for, hvordan vi kan håndtere fremtidens udfordringer på en ansvarlig måde