Svar til Martin Larsen fra Lene Bang, byrådskandidat for A og næstformand i i Ældre- og Sundhedsudvalget:
Tak for dit indslag i avisen, hvor du kritiserer besparelsen på vikarbudgettet. Sagen er den, at et enigt byråd har besluttet at bruge færre eksterne vikarer og i stedet trække på eget vikarkorps ved sygdom og ferie. Det er billigere og skulle også gerne give en bedre kvalitet i ældreplejen.
Jeg er enig med dig i at, at det er uheldigt, at besparelsen falder ud på en måde, så det opleves som en besparelse i personalet på plejehjem og i ældreplejen.
Derfor vil vi gerne arbejde for, at de sparede midler på vikarforbruget kan blive på ældreområdet og bruges til bedre normeringer.
Vi har i budget 2025 sikret en meget stor budgetudvidelse på ældreområdet. De mange ekstra penge går til ekstra plejeboliger på Lillevang men også til en generel styrkelse af ældreområdet.
Og det er der også brug for. Andelen af 80-årige stiger hvert eneste år, og vil over en årrække stige fra 10% til 20 % af befolkningen. Der bliver mangel på dygtige medarbejdere inden for ældreplejen, hvis ikke vi gør en målrettet indsats i tide. Derfor skal vi sætte ekstra midler af til at fastholde, rekruttere og efteruddanne medarbejderne.
Vi vil konkret gerne gøre det mere attraktivt for vores faguddannede seniorer i ældreplejen at blive længere i jobbet gennem bedre vilkår og mulighed for nedsat arbejdstid.
Vi ønsker også en pulje til særligt udfordrede demente på plejehjemmene, idet der bliver stadig flere borgere med helt særlige behov den sidste del af livet.
Vi ønsker større andel af faguddannede, og vi vil sikre efteruddannelse af vores medarbejdere, meget gerne gennem uddannelsesmoduler her i kommunen, og meget gerne i tilknytning til et miljø, hvor vi kan afprøve ny velfærdsteknologi.
Der er nok og tage fat på. Fra socialdemokratiets side vil vi kæmpe utrætteligt for at gøre vores ældrepleje bedre.

